
Året startede som vi sluttede 2020 – med et fitnesscenter lukket pga. corona. I en lang periode er meldingerne fra ministeriet utydelige og vores åbningsdato rykkes af flere omgange. Bestyrelsen valgte dog at benytte tiden konstruktivt og få lavet lidt vedligehold i centeret. D. 10. maj lykkedes det så endelig, (trods usikkerheder om vi nu var en forening eller et fitnesscenter) at kunne åbne centeret med stor hjælp fra frivillige der ville hjælpe med at kontrollere coronapas – som nu skulle være en del af hverdagen i centeret. Uden de mange frivillige var det ikke muligt at kunne åbne i nogle tidsrum om dagen – så en kæmpe stor tak for indsatsen skal der lyde herfra. At åbne centeret efter en længere pause var dog ikke uden opstartsproblemer. I mellem tiden havde kommunen ændret nøglesystem og langt de fleste medlemmer oplevede problemer med at komme ind, da der pludselig skulle benyttes en kode som ikke var nem at huske efter så lang en pause. Nu er hjernerne dog kommet i gang igen – og koderne huskes uden problemer.
Selvom coronaen i sommeren var over os, stoppede det ikke for opstart af spinning. Det gav os tværtimod mulighed for at trække cyklerne ud under åben himmel hvor holdet havde stor tilslutning. Som noget nyt i år har det også været muligt for unge i alderen 13-15 år at træne en aften om ugen, med én af vores instruktører. Holdet har været godt besøgt og det har skabt god stemning i centeret hver tirsdag aften siden efteråret. Tirsdagen har generelt været vært for god stemning da formiddagen byder på besøg af vores dream team. Her kommer vores slogan ”lokalt, socialt og hyggeligt” til sin ret med god træning og hyggesnak med både brød og kaffe.
2021 blev også året hvor kommunen efter flere års tænketid besluttede sig for at bevillige de 400.000 kr. som vi søgte om i etableringsstøtte i 2018. Det har betydet at vi har kunne indfri vores gæld til både DGI og de private lånere der gjorde det muligt for os at etablere et fitnesscenter i Kragelund. Det betyder at vi nu har en sund økonomi i centeret. Trods corona og nedlukninger hvor vi tydeligt så et dyk i medlemstallet, ser vi også fortsat stor støtte fra medlemmer og har igen stabilt medlemstal.
Vi glæder os til endnu et godt fitness år – forhåbentlig et år uden corona.
/Bestyrelsen.